Hej med dig
Mange tak for dit brev til HØRTs brevkasse. Det er bare så godt, at du har skrevet herind, og havde lyst til at åbne op, det skal du have et kærligt klap på skulderen for.
Jeg kan læse på dit brev, at der ligger en del frustrationer hos dig lige nu og det kan jeg faktisk virkelig godt forstå. Det kan ikke være nemt, når der er mennesker omkring én, der opfører sig anderledes, bare fordi de er bekendt med ens seksuelle præferencer eller seksuelle orientering.
Jeg kan sagtens forestille mig, hvis det kan blive en irritationsfaktor, når du oplever, at folk behandler dig på en bestemt måde, baseret ud fra at du er interesseret i piger.
Fra start kommer jeg til at tænke på, ud fra det du skriver, om du mon har været ærlig omkring, hvad det gør ved dig, når du bliver set på eller behandlet på en bestemt måde. Mon det kunne være en hjælp at fortælle folk lignende som: “Når du ser på mig sådan, så kommer jeg til at tænke sådan og sådan..” eller “Når du behandler mig på den her måde, får det mig til at føle sådan og sådan..”? Jeg kunne forestille mig, der var flere, der gør tingene i god mening, men bare ikke er bevidst om, hvordan du oplever det fra dit perspektiv. Jeg foreslår det, fordi jeg oplever det kan være en hjælp for flere unge, og at de får det bedre i deres relationer, når de gør opmærksom på, hvad der går dem på. Hvad tænker du mon om det?
Derudover kan jeg også forstå, det kan være svært, hvis man ikke har fundet en person endnu, der gengælder ens følelser. Det er dog ikke ensbetydende med, at det aldrig kommer til at ske. Sommetider kan det føles sådan, fordi man bare går og venter, og den ventetid kan være hård og uhåndgribelig, som du selv beskriver det. Man kan lettere komme til at se lidt sort på det hele, fordi man ikke får det igen, som man ønsker. At nogen ikke føler det samme for en selv, som man føler for dem. Af hvad man ved af i hvert fald. Har du mon tænkt på, at ligesom du går rundt og kan have følelser for nogen, er der en sandsynlighed for, at nogen går rundt og har følelser for dig?
Du skriver i dit brev, at du er træt af “stille at gå med så mange følelser..” – betyder det mon, at du ikke har fortalt nogen af de her piger, at du er interesseret i dem? Eller betyder det, at det er noget du holder mellem dig og den pige, du har følelser for? Hvis det er det første, vil jeg sige, at man jo ikke kan vide, om de gengælder følelserne, hvis de ikke ved, hvad de skal gengælde. Hvis det er det sidste, så vil jeg sige, at der kan være flere på ens vej i ens liv, som man bliver vild med, men som ikke bliver vild med én. Ligesom de bliver vilde med flere, som ikke bliver vilde med dem. Der følger selvfølgelig nogle ærgerlige følelser med i en periode, men jeg tror på, at alle på et tidspunkt møder nogen, og hvor man er lige vilde med hinanden.
Overskriften for dit brev hedder “Træt af det” og du skriver det flere steder i dit brev. Jeg tror, der vil være mange, der kan genkende den følelse, hvor man vil have noget var anderledes. Det jeg har fremhævet indtil videre, vil være noget, du selv kunne tage kontrollen på, og forhåbentlig vil det kunne skabe en forandring til noget, du bliver glad for. At du er ærlig over for folk omkring, hvordan du oplever noget eller er ærlig omkring, hvad du føler, vil formentlig skabe en reaktion hos de personer. Måske vil folk lytte og ændre, hvordan de opfører sig over for dig, og måske vil der være en person, der en dag fortæller dig tilbage, at hun også har følelser for dig. Det er ikke noget, jeg kan love, men man ved det jo ikke, før man prøver – giver det mening? Jeg kan også godt forstå, hvis det kan virke grænseoverskridende, men jeg foreslår det, fordi jeg tror på, du kan. Du beskriver så godt i dit brev, hvordan du oplever noget og hvordan du føler, og det tror jeg også på, du kan sige til dem.
Derudover kommer jeg til at tænke på, om du har talt med nogen om, hvordan du går og har det? Det kan være rart at få lettet sit hjerte over for en, der kender en og som man er tryg ved. Mon du har en i tankerne, som det ville være rart at dele det her med?
Måske vil det også give mening for dig, at tale med nogen, der står i en lignende situation med lignende tanker. Mon du har hørt om LGBT+ Danmark? Her rådgiver de folk, der har spørgsmål omkring køn, krop og seksualitet, men de tilbyder også personlig rådgivning, gruppesamtaleforløb og har flere fællesskaber, man kan blive en del af. Mon det kunne være noget for dig?
Til sidst vil jeg gerne fokusere på noget, jeg håber, kan give en form for ro. Jeg får lyst til at sige til dig, at du er lige som du skal være, og du er god, som du er. Du er i en alder, hvor du stadig udvikler dig og lærer mere og mere om dig selv. Ens seksuelle orientering er også både noget, der kan ændre sig igennem livet og noget der kan være fast og forblive den samme. Ligesom at ting man kan lide at lave eller ens interesser, kan forandre sig eller være de samme senere i livet.
Jeg håber, mit svar kunne være en hjælp for dig og jeg sender mange gode tanker din vej.
De bedste hilsener fra
HØRT